Portal de Periódicos da CAPES

Børnesyn i udviklingspsykologien: Er et børneperspektiv muligt?

2003; FRENCH ARCHEOLOGY SOCIETY; Volume: 8; Linguagem: Dinamarquês

2275-5039

Dion Sommer,

Early Childhood Education and Development

Denne artikel vil behandle borneperspektivet fra flere synsvinkler. Hovedformalet er kritisk at undersoge dette: Er et borneperspektiv overhovedet til stede i udviklingspsykologien, og hvilke krav ma en psykologisk definition af borneperspektiv leve op til? Forst indlejres frasen borneperspektiv i tiden: Interessen for borns perspektiver pa verden er et resultat af en nyere historisk bornevenlig indstilling. Synet er naert forbundet med samfundsmaessige og kulturelle forandringer i det 20arhundrede. At tage borns perspektiv er saledes blevet en kanoniseret kulturel fortaelling i visse sociale grupper. Det konkluderes dog, at hverdagssprogets brede forstaelse af borneperspektiv ikke er praecis nok, hvis begrebet skal vaere fagligt brugbar i psykologien og i paedagogikken. Sporgsmalet stilles dernaest: Indeholder udviklingspsykologien et eller flere ekspliciterede borneperspektiver? Fremgar det direkte af faget, som det fremstilles i forende ny international faglitteratur? Konklusionen er, at det gor det ikke. Kun implicit og i meget bred forstand. Det sakaldt nye bornesyn og det kontekstualistiske paradigme praesenteres og vurderes herefter for borneperspektiver. Dette ma dog udledes, hvilket forer til indkredsning af et egentligt psykologisk borneperspektiv. Det faenomenologiske kriterium og korrespondenskriteriet er her centrale. Det er ogsa den faglige kobling af forbindelsen mellem barnets mentale verden og dets handlinger. Det fastslas, at intention og andre mentale faenomener udtrykkes i social meningsfuld praksis. Gennem observation og samtale bliver det derfor muligt for bade forskeren og paedagogen at tilnaerme sig barnets perspektiv. Udvalgte dele praesenteres og diskuteres af den banebrydende empiri, der har frembragt tesen om det kompetente intersubjektive born. Det er netop i studien af det nonverbale barn, at voksnes muligheder og begraensninger i at anlaegge et faenomenologisk borneperspektiv for alvor bliver testet.